StrawWell
Af hensyn til dyrevelfærd skal svin ifølge dansk lovgivning have permanent adgang til en tilstrækkelig mængde beskæftigelses- og rodemateriale, der kan stimulere grisenes undersøgende adfærd og reducere unormal og skadevoldende adfærd rettet mod andre grise. Halm er et tilgængeligt og egnet materiale, der er økonomisk realistisk at tage i anvendelse. Imidlertid er der behov for udvikling af teknologier, der kan tildele halm på en hensigtsmæssig måde, samt udvikling og test af systemer til håndtering af gylle, der indeholder halm og dermed har ændrede fysiske egenskaber.
StraWell-projektet imødekommer dette behov ved at udvikle teknologier til at tildele halm og håndtere den halmrige gylle på den mest optimale måde. Projektets gennemførelse har potentiale for at medføre et paradigmeskifte i fremtidig staldindretning. Projektet har fokus på den tildelte halms gavnlige virkning på dyrevelfærd, men derudover vil den samlede effekt af halmen og det tilhørende gyllesystem på emissioner af ammoniak, lugt og drivhusgasser afklares. Der forventes tillige en klar positiv effekt af halmtildeling på gyllens biogaspotentiale, hvilket ligeledes undersøges i projektet.
I projektet testes og udvikles en teknologi, der kan tildele halm automatisk og en ny gyllehåndteringsteknologi samtidig med at muligheden for at anvende eksisterende gyllesystemer afklares. Som støtte for teknologiudviklingen undersøges de forventede positive effekter i forhold til dyrevelfærd, emissioner og biogas.